Rammer trak ud sin blanke skarpe sværd,
som han kaldte den nemlingen røde,
så hug’han de risere deres ho’der af,
til blodet dem rendte til døde.
“her ligger I alle syv” sagde Rammer,
“men jeg står lige stiv,”
Sagde Rammer til de riser.

Ja Rammer gik sig ved den store havbred.
der han den store kæmpe mon’ stande,
halvfjerdsindstyve alen så vare han bred.
og hundrede så vare hans længde.
“Nok er du bred og lang” sagde Rammer,
“men [vog’t ] man dig en gang”,
sagde Rammer til den kjæmpe.

Den første dag, de tilsammen gik,
fægted’ de med baresten hænder.
og Rammer tog kæmpen i hår og i skæg,
til kjødet det løstes ved tænder.
“Hvor ilde griner du,” sagde Rammer..
“Langt værre swer du nu,”
sagde Rammer til den kæmpe.

Den anden dag, de tilsammen gik,
gik de tilsammen i vrede.
Den store stjenbjerg ,den stander de på,
den ælted’ de i ler og livvi.
“Den leg den er vel hård,” sagde kæmpen.
“Vi begyndte just i går,”
sagde Rammer til den kjæmpe.

Ja Rammer trak ud sin blanke skarpe sværd
som han kaldte den nemlingen røde,
så hugg’ han et stykk’ ud af kjæmpens sid,
til femten par okser kunn’ ej køre.
hugg’en herlig hug var ej det.” sagde Rammer
sikken et herligt stykk’var det.”
sagde Rammer til den kjæmpe.

Kæreste Rammer, du spare mit liv.
Du gjøre mig ingen skade.
Ja syv tønder guld dem vil jeg dig giv‘,
om du vil //